Sidste chance for støtte fra Norlys Vækstpulje i 2025

Norlys Vækstpulje har allerede støttet hele 685 initiativer i 2025, men onsdag den 1. oktober klokken 12 er sidste chance for at søge om midler i år. Til den tredje og sidste støtterunde er der afsat knap 17 millioner kroner.
Puljen har i alt uddelt mere end 40 millioner kroner i løbet af året til projekter, der spænder bredt – fra lokale kultur- og idrætstilbud til grønne og digitale initiativer.
”Norlys Vækstpulje er skabt for at kunne gøre en forskel for særligt Norlys’ andelshavere, og vi kan heldigvis se, at kendskabet fortsætter med at stige. Vi er rigtig glade for, at udviklingen går i den retning, for målet er netop at kunne hjælpe de mange ildsjæle i Danmark med at få deres projekt til at blive til virkelighed,” siger Jens Erik Platz, formand for Norlys a.m.b.a.
I år har puljen blandt andet støttet motions- og kulturcentret Pulsen i Salling, et nyt samlingssted i Sønderholm ved Nibe, og virtual reality til plejehjemsbeboere i Brønderslev. Også projekter uden for Norlys’ ejerområde kan få støtte, hvis de fremmer den grønne omstilling. I april fik eksempelvis Klimatorium i Lemvig 150.000 kroner til afholdelse af tre store klimamøder med over 10.000 deltagere.
Fakta om Norlys Vækstpulje 2025
- Samlet støtte i år: Over 40 mio. kr. fordelt på 685 projekter.
- Sidste runde i år: Næsten 17 mio. kr. til uddeling.
- Ansøgningsfrist: Onsdag 1. oktober kl. 12.
- Målgruppe: Primært Norlys’ 800.000 andelshavere.
- Eksempler på støttede projekter:
- Motions- og kulturcentret Pulsen i Salling.
- Virtual reality på plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev.
- Nyt samlingssted i Sønderholm ved Nibe.
- Mikrobageriet Stengers Surdej i Sønderborg.
- Klimatorium i Lemvig (150.000 kr. til klimamøder).






Accepter kun nødvendige cookies